Belejringen af Calais | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af Hundredårskrigen | |||||||
Belejringen af Calais |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
England | Kongeriget Frankrig | ||||||
Ledere | |||||||
Edvard 3. | Jean de Vienne | ||||||
Styrke | |||||||
52.500:[1][2][3]
| 7 - 8.000 borgere |
Belejringen af Calais var en vigtig begyvenhed i den tidlige del af den edvardianske fase af hundredårskrigen.
Edvard 3. af England havde påberåbt sig retten til den franske trone i 1337, hvilket havde udløst en konflikt mellem de to nationer. Edvard besejrede overbevisende den franske flåde under slaget ved Sluys i 1340. Hans hær tog herefter på flere ødelæggende chevauchéeplyndringerne i Normandiet, hvor de stjal stor rigdom fra mange byer, heriblandt Caen. Felttoget nåede sit klimaks under slaget ved Crecy i 1346, hvor den franske hær ledet af Filip 6. af Frankrig, blev besejret.
På dette tidspunkt havde Edvards hær hårdt brug for forsyninger og forstærkninger, så de fortsatte derfor mod nord. Han havde brug for en havn, som kunne forsvare, hvor hære kun regruppere og få friske forsyninger fra havet. Havnebyen Calais, der ligger ud til Den Engelske Kanal var idel til formålet. Calais var nem at forsvare med en dobbelt voldgrav, kraftige bymure og et citadel i det nordvestlige hjørne med egen voldgrav og yderligere forsvarsværker. Byen kunne ligeledes få forsyninger fra både land- og vandsiden.
Edvards hær begyndte belejringen den 4. september 1346. Filip 6 formåede ikke at ophæve belejringen, og de sultene borgere i Calais overgav sig efter næsten et helt års belejring i august 1347. Kongeriget England beholdt herredømmet over byen helt frem til Frankrigs belejring i 1558. På dette tidspunkt var Calais et vigtigt udgangspunkt for engelske angreb ind i Frankrig og Nederlandene. Tabet af Calais i 1558 markere afslutningen på Englands sidste besiddelser på fastlandet i Frankrig.[4]